Ejendomskommanditselskabet amager Strand (Eas).

EAS er under afvikling/konkurs.

Projektselskabet, EAS, blev etableret i sommeren 2006 med det ene formål,

  • at erhverve fire byggegrunde ved Amager Strand (på Krimsvej),
  • at opføre det størst mulige boligbyggeri på de fire byggegrunde,
  • at afhænde boligenheder bedst muligt på markedet for ejerlejligheder til beboelsesformål,
  • for dernæst at udlode resultatet, og blive afviklet igen.

I sommeren 2006 sælges nyopførte beboelsesejerlejligheder i området, hvor de fire grunde er beliggende, til salgspriser på helt op til kr. 48.000 - 50.000 pr. m2.

Da EAS etableres budgetterer selskabet med en forventet salgspris på kr. 42.000 i gennemsnit pr. m2, og en budgetteret kostpris på ca. kr. 34.000-35.000 pr. m2.

Pga. at (1) den lokalplan, der skulle gøre det muligt at opføre boligbyggeri i området først blev vedtaget i efteråret 2009 - ca. 2 år senere end først antaget - kombineret med (2) at boligmarkedet prismæssigt faldt sammen og omsætningsmæssigt gik helt i stå, nåede projektselskabet aldrig at påbegynde salget/opførelsen af boliger på grundene.

Selskabet havde primo 2011 en stor underbalance og blev erklæret konkurs den 24. januar 2011.

De eneste aktører der har penge tilgode hos EAS, er:

  • (1) de tidligere grundejere af de fire byggegrunde,
  • (2) den bank som ydede projektfinansiering til EAS samt
  • (3) Wind PartnerInvest. 

De to førstnævnte aktører var fra EAS' stiftelsestidspunkt fuldstændigt klar over, at EAS efterfølgende økonomiske udvikling var helt afhængig af udviklingen på boligmarkedet i København i de efterfølgende år.

Ingen andre parter (end ovennævnte tre), herunder håndværkere, arkitekter, ingeniører, nedrivnings- og forureningsoprensningsfirmaer, offentlige myndigheder etc. lider tab på at selskabet lukkes ned og afvikles.

-----------------------------------------

Ad punkt (1) ovenfor:

Kravet om betaling af en yderligere købesum til de tidligere grundejere opstod i oktober 2009 - hvor en ny lokalplan for det område hvor de fire grunde er beliggende, trådte i kraft. Den ny lokalplan forhøjede bebyggelsesprocenten fra 90 til 130. I overdragelsesaftalerne mellem EAS og de tidligere grundejere fra 2006 var det aftalt, at en eventuel senere forhøjelse af bebyggelsesprocenten i området skulle medføre en yderligere betaling af købesum, fra projektselskabet EAS til dem.

Alle de tidligere grundejere var naturligvis 100 % klar over - på det tidspunkt hvor deres grunde blev afhændet til EAS - at EAS' evne til kunne honorere betalingen af en eventuel senere yderligere købesum, alene afhang af den økonomiske udvikling i EAS og dermed i høj grad af udviklingen på boligmarkedet, idet opførelse og salg af boliger var EAS' eneste aktivitet.

Hvem er de tidligere grundejere?

Ca. halvdelen af det grundareal EAS erhvervede i 2006 blev erhvervet af Ejendomskommanditselskabet Krimsvej 11-13. Et selskabet som Wind Ejendomme selv et år tidligere havde etableret og udbudt til private investorer.

Da EAS erhvervede den grund Ejendomskommanditselskabet Krimsvej 11-13 ejede for ca. kr. 65 mio., realiserede investorerne i dette projekt en fortjeneste på ca. kr. 40 mio. efter blot et års ejerskab (dvs. en gevinst på mere end 150 %).

Den anden halvdel af det grundareal EAS erhvervede i 2006 blev erhvervet af én professionel aktør, der selv kort forinden havde erhvervet grundarealet til en betydelig lavere anskaffelsessum.

Som det fremgår af ovennævnte realiserede alle de tidligere grundejere betydelige gevinster, da de solgte deres grunde til EAS, og lider ikke et decideret tab på EAS konkurs, men kan konstatere at deres avance ikke bliver helt så stor, som den kunne have være blevet, såfremt boligmarkedet ikke havde udviklet sig så negativt som det skete fra 2007.

Havde de tidligere grundejere ikke afhændet deres byggegrunde til EAS i 2006, men beholdt grundene selv med henblik på at udvikle disse, ville de alle idag - i stedet for den avance de realiserede i 2006 - kunne have konstateret store tab.

ad punkt (2) ovenfor

Den bank der havde ydet projektfinansiering til EAS er den eneste involverede part i projektetselskabet EAS, der opnår et egentligt tab i forbindelse med selskabets konkurs. Banken er en professionel aktør, der naturligvis var klar over dets ricisi mv. ved dets involvering i projektet.

ad punkt (3) ovenfor

EAS blev stiftet med en stamkapital / hæftelse på kr. 6 mio. i 2006. Dvs. at kr. 6 mio. i hele forløbet har været den maksimale risiko for Wind-koncernen, i dette projekt. Hele resthæftelsen er blevet indbetalt til EAS (den sidste del i 2009).

 

-----------------------------------------

Nedenstående luftfoto viser den nye Amager Strandpark der åbnede i 2006.

Amager Strand er Københavns nye strand ud mod Øresund. Amager Strand består af stranden langs Amager Strandvej, en lagune, en ø og parkerne 10-øren og 5-øren. Øen er 2 kilometer lang og lagunen er 400 meter på det bredeste sted – det er 4,6 kilometer badekyst og plads til masser af aktiviteter. Se flere oplysninger på www.amager-strand.dk